😀
Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit sind-
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind.
Hvordan dens kernetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.
Først bredte mor et klæde
så ømt som nogen højtidsdug;
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug.
Så fejed hun med limens rest
hver snavset strå til side
som for en hædersgæst.
Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se,far han lægger vesten
og ser så indadvendt.
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altrets skaber,
før avlen bringes ind.
Og neg for neg forsvinder
og bliver under bjælken sat:
og far får røde kinder
og spindelvæv om hat.
Men mor er lige hvid og bleg,
hvor meget hun end stræber
med rugens tunge neg.
Det går mod aftentide;
snart skinner månen fuld og rund,
på gavl og vægge hvide
og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind:
far kommer hen til lugen
og klapper hendes kind.
Og barnet ,som har løbet
sig træt i dagens muntre leg,
det er nu stille krøbet
ind under hjulets eg;
der høres dette skarpe knald
fra vognens fjæl mod sandet
af ørentvistens fald.
Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger
mens barnet slumrer ind-
Så slutter far i Jesu navn,
og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn.
Forfatter: Jeppe Aakjær. Komponist: Oluf Ring.
Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit sind-
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind.
Hvordan dens kernetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.
Først bredte mor et klæde
så ømt som nogen højtidsdug;
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug.
Så fejed hun med limens rest
hver snavset strå til side
som for en hædersgæst.
Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se,far han lægger vesten
og ser så indadvendt.
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altrets skaber,
før avlen bringes ind.
Og neg for neg forsvinder
og bliver under bjælken sat:
og far får røde kinder
og spindelvæv om hat.
Men mor er lige hvid og bleg,
hvor meget hun end stræber
med rugens tunge neg.
Det går mod aftentide;
snart skinner månen fuld og rund,
på gavl og vægge hvide
og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind:
far kommer hen til lugen
og klapper hendes kind.
Og barnet ,som har løbet
sig træt i dagens muntre leg,
det er nu stille krøbet
ind under hjulets eg;
der høres dette skarpe knald
fra vognens fjæl mod sandet
af ørentvistens fald.
Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger
mens barnet slumrer ind-
Så slutter far i Jesu navn,
og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn.
Forfatter: Jeppe Aakjær. Komponist: Oluf Ring.
Seneste kommentarer
jeg fatter overhovedet ikke noget om måneder
Chill Ulla.